Kort om foreningens historie og udvikling
Dansk Lastbil Nostalgi blev stiftet 11. august 2007 under navnet Foreningen Nordjysk Lastbilnostalgi af 2007 med 8 medlemmer.
Foreningen blev etableret som et samlingssted for alle, der har en interesse for gamle lastbiler uanset om det er billeder, modelbiler, lastbiler eller deres historie. Det var ikke et krav, at man skulle være eller have været chauffør eller vognmand.
I begyndelsen havde foreningen ingen lokaler og man mødtes hjemme hos de enkelte medlemmer. Men så fik foreningen til huse på Hirtshals havn i vognmand Peter Mortensens lokaler. Foreningen fik også sit logo med Chr. Engbjergs Chevrolet (Historien om vores logo findes her på hjemmesiden).
Foreningen fik flere medlemmer og effekter, bl.a. en komplet anhænger til cement transport og kugletanke til en forvogn, således at foreningen kan bygge et vogntog til cementtransport. Foreningen investerede også i en udstillingstrailer som fungerer som vores samlingssted, når vi er ude til arrangementer rundt om i landet, men også som reklamesøjle for vores samarbejdspartnere.
I 2012 arrangerede vi vores første rally for veteranlastbiler med 5-6 deltagere. Dette arrangement har med årene fået større og større opbakning, så vores seneste rally i 2017 havde 120 deltagere.
Foreningen flyttede til Hjørring kommunes gamle Beredskabscenter i 2014, hvor vi etablerede vores mødelokale benævnt ”Transitgården” i et gammelt tømrerværksted. Endvidere fik vi indrettet et værksted til at vedligeholde vores køretøjer, idet vognparken var blevet udvidet. Vi havde fået doneret en Mercedes Benz 1619 og en Volvo F89 og så havde foreningen købt en Scania LB 81 til at trække vores udstillingstrailer.
Medlemstallet steg, aktiviteter var der mange af, både i og udenfor lokalerne. Foreningen kom ud til flere og flere arrangementer rundt om i landet, så det gik godt for os. Kommunen solgte grunden til en erhvervsvirksomhed i 2017 og der skulle bygges en fabrikshal lige der, hvor foreningens lokaler var beliggende.
Der skulle nu findes nye lokaler. Foreningen var gennem årene vokset fra at være en rent nordjysk til at være en landsdækkende forening. Vi kunne ikke finde egnede lokaler i Hjørring, der passede til vores pengepung, hvorfor udvidede vi vort søgefelt og fandt vores virkelig egnede og flotte domicil i Klokkerholm.
Vi er nu flyttet til Klokkerholm og er i gang med at indrette vores Transitgård og værksted. I øjeblikket sidder vi til leje, men vi er i gang med at finde kapital til at foreningen kan købe ejendommen, således at vi kan have et blivende opholdssted til foreningens 399 medlemmer.
Da vi nu er blevet landsdækkende vedtog generalforsamlingen at ændre foreningens navn til Dansk Lastbil Nostalgi.