Lastbilen, en 4,5 ton Chevrolet årgang 1946 med chassis nr. 2037 og indregistreringsnummer P 436 og anhænger nr. 3213, købt i kompagniskab af Fiskeeksportørfirmaet Søren Løth og Sønner og chauffør Chr. ” Kesse ” Engbjerg den 20/11 1946. Det første chaufførjob Kesse fik var hos vognmand Carl Thomsen i Hirtshals – inden han startede som chauffør måtte Kesse slukøret meddele Carl Thomsen, at han ikke fået erhvervet sig et kørekort endnu, men det tog man ikke så tungt dengang – Kesse startede bare, og det var jo udmærket, han havde nogen erfaring, inden han skulle til kørelæreren.

I 1946 startede Kesse som selvstændig vognmand med Chevroleten. Bilen blev købt hos forhandleren i Hjørring, hvor man også af rustikbrædder byggede “kølekasser ” på bil og anhænger – til køling af fisken brugte man tøris, men tøris kunne kun afgive køling i ca. et døgn, så om sommeren skulle godset ikke være på ladet for mange dage, da man ellers skulle til at finde tøris rundt om i Europa.

Kesse var eksportvognmand og turene gik til Schweiz, Holland, Belgien, Frankrig, men dog mest Tyskland og hovedparten af turene sydpå var med fisk for Søren Løth og Sønner. Lige efter 2. verdenskrig var der knaphed på mange varer, men i Schweiz var der et meget større udvalg og Kesse var snarrådig, han fragtede altid kaffe hjem – gemt i reservehjulet.

Den 21/1 1950 var vogntoget betalt og blev afhændet til Vognmand Svend Åge Andersen i Astrup. Kølekasserne endte deres dage som havehuse – et hos Sv. Åge Andersen og et til tømreren som byggede dem om.

Kesse blev nu chauffør på en af Skagensbanens lastbiler, og det var jo et stort firma som rådede over 3 stk. Leyland forvogne med anhængere, 1 stk Volvo sættevogn samt et af Danmarks største vogntog en Büssing sættevogn. På de 2 sættevogne var der ingen faste chauffører, dem delte alle mand om, men det passede ikke rigtig Kesse, han ville have fast bil og fik det – en Leyland med anhænger, for han passede og plejede bilen, som han havde passet sin egen Chevrolet – selv kølekasserne blev vasket og støvsuget indvendig. Ruten gik fra Skagen over Hirtshals og langs den Nordjyske Østkyst til Grenå, hvor han skulle med færgen til Hundested og ind til Fisketorvet i København. Her skulle fisken losses klokken 04.00 om morgenen. Lasten var ofte levende rødspætter, som Københavnerne gerne satte tænderne i. Når han havde været på fisketorvet, skulle Kesse videre til forskellige fiskehandlere, hvis butikker var placeret rundt om i det Københavnske – så det var også i de små gader, bilen måtte rundt i. Returlæs havde de også, oftest var det tomme fiskekasser, men der kunne også komme landbrugsmaskiner i bilen, ja kort sagt alt hvad der kunne bakses ind bag i en kølebil – så det kunne blive en blandet landhandel at køre denne rute. Dengang havde man jo ikke telefon i bilerne, så chaufførerne kørte altid ind til købmanden i Assentoft. Her var der indtelefoneret besked til chaufførerne – så havde de besked om der evt. skulle køres til et givent sted for noget ekstra gods eller måske en omlæsning fra en af de andre biler, og så ikke at forglemme der kunne jo også provianteres i Assentoft, for der var nok at køre med, og der blev tit læsset om, for på en måned havde Kesse været i København ikke mindre end 28 gange.

Kesse blev hos Skagensbanen, også efter at Knud Sørensen overtog ruterne, hvor firmaet blev kendt som Skagen-Hirtshals-København. Her fik Kesse sig en Mercedes 322 at køre i, og han opnåede at få en guldnål fra Mercedes for 1000000 kørte kilometer. Kesse kørte i 14 år fra Skagen til København – så var den epoke slut. Kesse var kommet til skade med sin hånd, og han var blevet træt af rakkerlivet som chauffør, så han ville ikke mere. Firmaet ville gerne have beholdt Kesse og tilbød ham både ny lastbil og mere i løn, men nej – Kesse havde taget sin beslutning.

Grunden til at Kesse kom til skade med sin hånd, var at han skulle koble anhængeren på bilen, og på det tidspunkt havde man ikke en fjeder på stjatten, så den kunne stå vandret. Dengang kunne man f. eks stille sin hænger på en bakke, så den kunne løbe frem, imens chaufføren løftede stjatten op i højde til trækket på forvognen – det var i sådan en situation, Kesse kom til skade med sin hånd. Kesse’s hånd kom sig, og nu ville Kesse til at arbejde i fiskepakhus, så han fik arbejde hos Fiskeeksportør Jens Dahl i Hirtshals som også havde kølebiler -fiskeeksportøren vidste jo godt, at Kesse havde kørt lastbil, så han ville hellere have Kesse til at køre lastbil igen, og det lykkes da et par gange for Jens Dahl at sende Kesse til den dansk/tyske grænse, men dog kun hvis der var en chauffør, som var blevet syg. Så nåede Kesse alderen, hvor kørerkortet skulle fornyes, og her var han smart for han undlod at forny kørerkortet, for så var det jo udelukket, at han skulle ud at køre som afløser.

Det var så historien om lastbilen, der pryder klubbens logo, og om manden der ejede og kørte den, fortalt af Kesse’s søn – Kaj Engbjerg.

Det hører også med til historien, at Dansk Lastbil Nostalgi har indkøbt en Chevrolet af samme type. Den er i øjeblikket ved at blive genopbygget og bliver med lidt held køreklar i 2020.